Søren Larsen, divisionsdirektør for Byggeri og Project Management i Grontmij | Carl Bro, bliver administrerende direktør for virksomheden. Selskabets direktion består herefter af Søren Larsen og finansdirektør Jens Wrang. Tre business line directors, der skal være med til at lede den danske del af Grontmij-koncernen, er også udpeget.
Søren Larsen (46) er udnævnt til administrerende direktør for Grontmij | Carl Bro.
”Søren Larsen kom til virksomheden i 1992 og har med succes varetaget en række vigtige internationale og nationale poster – senest som divisionsdirektør for Byggeri og Project Management divisionen. Jeg er overbevist om, at Søren er den rette til at lede Grontmij | Carl Bro videre mod yderligere vækst og til at implementere Grontmijs nye ’Strategi 2010 - 2015’, der fokuserer på bæredygtige helhedsløsninger til gavn for både nationale og internationale kunder,” siger Gert Dral.
Tre business line directors også på plads Grontmij-koncernen, som den danske rådgivervirksomhed Grontmij | Carl Bro er en del af, lancerede 12. januar i år en ny vækststrategi og organisering af koncernen i tre forretningsområder: Planning & Design, Transportation & Mobility samt Energy & Water.
Med den nye organisation lægger Grontmij | Carl Bro endnu mere vægt på at kunne tilbyde kunderne rådgivning af høj international standard med inddragelse af de enkelte landes styrkepositioner og udnyttelse af fagekspertiser på tværs af virksomheden.
Samtidig med udnævnelsen af Søren Larsen til administrerende direktør er der i Grontmij | Carl Bro udpeget tre business line directors, der skal være med til at lede virksomhedens nye organisation.
Arne Buhl Petersen (61), divisionsdirektør for Anlægsdivisionen, er udnævnt til business line director for forretningsområdet ’Transportation & Mobility’. Kim Andersen (52), divisionsdirektør for Industri, Marine & Miljø bliver business line director for området ’Water & Energy’. Endelig vil Søren Larsen selv varetage ledelsen af området ’Planning & Design”.
I den nye organisation vil tidligere divisionsdirektør Hans-Martin Friis Møller lede rådgivningen inden for vandområdet i Danmark. Vand er et fokusområde i Grontmij og hans opgave vil være at sikre forretningsudvikling og innovation inden for dette område på tværs af koncernen. ”Jeg er meget glad for, at Hans-Martin vil påtage sig stillingen som direktør for vandområdet, hvor han med sit store netværk og idérigdom får en central rolle at spille i forhold til at skabe udvikling og sikre Grontmij | Carl Bro som en innovativ partner for vores kunder og samarbejdspartnere,” siger Gert Dral.
Ian Reeckman fortsætter som international direktør i forretningsområdet Water & Energy med særligt ansvar for at opdyrke nye markeder i udlandet og med fokus på store projekter i vækstmarkederne, hvor Grontmij | Carl Bros særlige kompetencer inden for klima og bæredygtighed bringes i spil.
Ændringerne i ledelsen i Grontmij | Carl Bro vil træde i kraft fra mandag.
Kontaktinformation: Gert Dral, Group Director for Grontmij, tlf. +31 (30) 2207679 7679, gert.dral@grontmij.com Christian Malling, Kommunikationschef, tlf. 27 23 44 54, christian.malling@grontmij-carlbro.dk